Perfekte brunede kartofler

Til dagens Sous Vide flæskesteg – som var den mest perfekte flæskesteg jeg nogensinde har lavet, skulle vi naturligvis også have brunede kartofler. Med inspiration fra brødrene Price lavede jeg først en karamelsovs (denne kan laves flere timer i forvejen). Og senere var det så bare at lægge kartoflerne i sovsen og varme det hele op. Efterhånden som kartoflerne blev varme vil vandet også fordampe. Og derved vil den lækreste karamelsovs dukke op.

Jeg er delvist vokset op med brunede kartofler lavet af små nye kartofler (asparges kartofler eksempelvis). Men jeg har bare ikke tiden, eller sågar lysten til at stå og pille dem. Og så er der vel kun de super kedelige mainstream glas-kartofler tilbage?… Eller måske ikke. Jeg prøvede nemlig at købe.. Ja okay.. Glas-kartofler. Men ikke de sædvanlige. I dag købte jeg et glas Princip kartofler i Føtex. Og de var altså overraskende gode. De var rigtig gode faste. Og smagte faktisk også af kartoffel, hvilket man ikke altid oplever ved de billige glas-kartofler (“vores” kartofler).

Perfekte brunede kartofler

Ingredienser til 1 glas kartofler:

  • Små kartofler. Gerne Princip glaskartofler – eller hvad du nu foretrækker
  • 25-30g smør – Lurpak selvfølgelig.
  • 90-100g sukker
  • 1.5 dl vand

Fremgangsmåde: 

  • Lad sukkeret smelte til karamel ved jævn varme. Sukkeret må ikke blive branket/for mørkt.
  • Tilsæt smør og lad det bruse af i karamellen.
  • Hæld vandet i og rør forsigtigt rundt i karamelsovsen. Lad det små koge i 2-3 min. Noget af karamellen størkner når man hælder vandet i. Men bare rolig. Lad blusset køre på jævn varme, og karamellen vil atter smelte.
  • Læg kartofler i karamelsovsen og varm kartoflerne godt igennem. Vandet i karamelsovsen vil automatisk fordampe lige så stille. Og den mest perfekte karamel vil lægge sig over kartofler.

Perfekt….

Facebook Kommentar